Sikke en fest! Personlig beretning fra Royal Run

Royal Run. Allerede, da det i november blev offentliggjort, at det kongelige motionsløb kommer til Nykøbing, skyndte jeg mig at melde mig til.

Normalt løber jeg ikke ret mange motionsløb, men Royal Run er noget særligt. Ikke fordi, det er Kongehuset, der er med til at arrangere, og der er kongelig deltagelse, for chancen for at få et glimt af den kongelige deltager er ikke ret stor.

Nej, det handler om alt det, der følger med. Hele stemningen. At ens by bliver pakket ind i Royal Run-farver, at mange handlende, foreninger, frivillige og andre bidrager til folkefesten med boder og forskellige former for underholdning eller al den praktiske hjælp som er helt uundværlig.

Og så selvfølgelig det at løbe rundt i sin hjemby sammen med flere tusinde andre.

Jeg meldte mig til fem kilometer-ruten og angav en sandsynlig sluttid på mellem 20 og 30 minutter. Men jeg havde på forhånd lovet mig selv, at jeg ikke ville gå efter at løbe på en bestemt tid - for det var ikke det, der var det vigtigste for mig.

Det vigtigste var at suge indtryk til mig. Nyde oplevelsen. Heldigvis var vi begunstiget af fantastisk løbevejr. Masser af solskin, lige omkring de 20 grader og ikke ret meget vind.

Starten var nok den største del af oplevelsen. Jeg endte med at stå i en lavere startgruppe, end jeg havde tilmeldt mig. For da jeg nåede frem til startområdet ved Torvet, var der så mange andre løbere, at folk stod helt tæt et godt stykke ned ad Vestensborg Allé. Stemningen var på en gang både lidt spændt og ganske afslappet.

Vi blev ikke sendt afsted alle sammen i ét hug. Det havde også givet for meget kaos, for der var rigtig mange, der skulle løbe eller gå fem-kilometeren. Men stille og roligt blev grupperne sendt afsted.

I starten var det svært at løbe, for folk skulle lige fordele sig lidt. Men langsomt kom der mere tempo i fødderne, og stemningen var fantastisk.

Hele vejen ned ad Østergågade og videre ned ad Nygade stod der tilskuere og heppede. Man følte nærmest, at man blev båret frem. Oppe fra et vindue hang et stort banner med en tekst, der heppede på Cecilie - tror jeg, der stod. Jeg ved ikke, hvem Cecilie er, men jeg håber, at hun fik set det.

Kort efter kom turens værste - og vel eneste reelle stigning: Højbroen. Her havde lokale børn været i fuld sving tidligere på dagen med at male opmuntrende ord og tegninger på asfalten -lidt ligesom man kender det fra Tour de France.

Og da jeg lod blikket vandre fra bunden af stigningen op over broen, var Tour de France faktisk det første, jeg kom til at tænke på. Det mindede lidt om de tv-billeder, jeg husker fra Odsherred, da Touren startede i Danmark: Man kunne nærmest ikke se asfalten for løbere og tilskuere.

Turen op mod toppen gik som en leg, for også her man blev nærmest båret frem af opbakningen fra de mange tilskuere.

Da vi kom ned på den anden side og skulle svinge ned ad Gedservej, stod der igen masser af mennesker rundt i svinget ved sukkerfabrikken - og længere nede ad Gedservej havde flere af beboerne taget opstilling langs ruten.

Lidt længere fremme tyndede det lidt mere ud i mængden af tilskuere, men følelsen af at være en del af et stort fællesskab blev der ikke pillet ved.

Da vi kom ud på Prinsholmvej og løb forbi sukkerfabrikken ind mod byen, stod der stadig tilskuere og bakkede op.

Så fulgte to højresving, for vi skulle også en tur ud på Kong Frederik IX's Bro. Et helt naturligt valg af arrangørerne, for Royal Run er jo også en unik mulighed for at give Guldborgsund Kommune og Falster og Lolland masser af branding i de landsdækkende medier - så naturligvis skal sundet mellem vore to øer også vises i tv.

Jeg var på forhånd lidt spændt på den del af turen, for vinden kan godt være en faktor ude over vandet. Men ikke i dag. Det var ikke meget, jeg mærkede til den. Måske fordi det var lidt lettere at "ligge i læ" af de andre løbere.

Og vi løb tæt, da vi løb over broen, for den ene vognbane skulle friholdes til biltrafikken. Men det gik alt sammen, og til min overraskelse lå vendepunktet, hvor vi skulle løbe retur tilbage mod Nykøbing, tidligere end jeg havde regnet med.

På det tidspunkt begyndte jeg også at nå et punkt, hvor mit hoved skulle overbevise mine ben om, at det altså ikke var nødvendigt at tage en gå-pause - for nu var vi jo snart i mål.

Da vi forlod broen igen, håbede jeg et kort øjeblik, at vi skulle direkte ned til målområdet på havnen, men jeg havde jo kigget på ruten inden, så jeg vidste godt, at der ventede en tur mere op gennem byen. Vi skulle blandt andet gennem Store Kirkestræde, som i dagens anledning havde fået malet fliserne kongeblå.

Byen havde virkelig gjort noget ud af sig selv. Flere steder på ruten var der også musikalsk underholdning, og på Prinsholmvej havde en gruppe gymnaster taget opstilling med en airtrack for at vise, hvad de kunne.

Den sidste kilometers penge var trætheden begyndt at melde sig, og nu handlede det mere om at komme i mål, så jeg fik nok ikke nydt turen ligeså meget som i starten.

Men da vi løb ind på havnepladsen, og målstregen for alvor nærmede sig, fik jeg alligevel ekstra kræfter til at sætte tempoet lidt op. Og først her bemærkede jeg vinden ude fra sundet.

Men på det tidspunkt var det uden betydning, og det var med stor glæde og en smule stolthed over både min egen præstation og den oplevelse, min by havde givet mig, at jeg krydsede målstregen og fik min medalje om halsen som varigt minde.

Tak for turen Nykøbing. Det gjorde du godt!